Grønne linsefrikadeller

Grønne frikadeller kan laves på et utal af forskellige måder, som smager forskelligt, har forskellige konsistenser og er af forskellige sværhedsgrader. Denne opskrift er simpel og ligetil, og den kan nemt tilpasses, så den bliver din favorit ved at tilføje krydderier du godt kan lide.

Linser er en god fødevare at få med ind i kosten på daglig eller ugentlig basis af flere årsager. Linser har et relativt lavt kalorie indhold i forhold til andre proteinrige fødevarer, de indeholder pænt med fibre, og så er de en god kilde til B-vitaminer, jern, mangan og protein med op til 27% protein pr. 100 gram for nogle typer linser. Husk at skylle dem før kogning, så du får fjernet urenheder og støv, og nyd dem på alle mulige måder: i gryderetter, som daal, formet til deller, kogte og kolde i en salat. Mulighederne er praktisk talt uendelige.

Grønne linsefrikadeller

Recipe by dengronnefrikadelleCourse: Aftensmad
Mængde

20

stk
Forberedelse

30

minutes
Tilberedning

40

minutes

Ingredienser

  • 200 gr puy linser / delikatesselinser

  • 1 dl finvalsede havregryn

  • 1 løg

  • 2 fed hvidløg

  • 1 bundt friske urter, fx persille, koriander, basilikum, dild

  • 2 spsk tomatpuré

  • 2 spsk hvedemel

  • evt. 1 tsk bagepulver

  • olie til stegning

Vejledning

  • Skyl linserne i en si under rindende vand. Det giver en bedre smag. Kog linserne i rigeligt vand i 25 minutter, eller til de virker godt møre og ikke knaser.
  • Dræn linserne og kom dem i en stor skål, hvor du maser dem med en ske. Hak løg, hvidløg og urter fint. Tilsæt havregryn, løg, hvidløg, urter, tomatpuré og hvedemel til linserne og rør rundt til det har samlet sig til en ensartet masse.
  • For en finere konsistens kan du køre det hele sammen på din foodprocessor, men du mister en del struktur ved det.
  • Lad ‘farsen’ hvile i 30 minutter i køleskabet, så havren kan nå at opsuge væske, inden du begynder at stege. Vi har lavet dem uden at hvile farsen, og det kan godt lade sig gøre, men det bliver lidt for fugtige i midten. Hvis du hviler farsen, bliver den mere fast.
  • Lav en lille prøve-delle, steg den af på panden i olie eller plantesmør. Hvis du synes den virker for tæt i strukturen kan du nu justere med lidt bagepulver. Bagepulveret får farsen til at blive lidt mere luftig. Du kan også tilsætte lidt salt eller andre krydderier.
  • Form nu farsen til små frikadeller og steg dem af til de er gyldenbrune på begge sider. Spis til en god salat, kogte nye kartofler, og hvad du ellers normalt ville spise til frikadeller.

Notes

  • Du kan sagtens erstatte puy linserne med andre bælgfrugter fx grønne linser, kidney bønner eller kikærter, du skal bare huske at mase kikærter og bønner lidt sammen, hvis du bruger dem i stedet. Du kan også erstatte linserne med kogt quinoa.

1 Comment

Comments are closed.