Økologi

Her hos Den Grønne Frikadelle køber vi så vidt muligt altid økologisk af flere forskellige årsager. Vi er ikke naive. Vi ved godt, at der bruges sprøjtemidler i økologisk landbrug, og at det derfor ikke er til at komme helt udenom, men vi tilstræber at spise mad, der er så rent som muligt, og som belaster miljøet mindst muligt. Hvis det er muligt at købe lokalt økologisk er det selvfølgelig optimalt. Er der en dansk økologisk mulighed er vi også store fortalere for dem.
Der er også mange fødevarer vi spiser, som ikke kan dyrkes i Danmark, men som stadig kan fås økologisk, så her må vi tage til takke med de udenlandske varer.

Der er mange forskellige regler for konventionel og økologisk landbrug fra land til land, og der bliver desværre brugt forbudte sprøjtemidler nogle steder, og mange konventionelt fremstillede plantefødevarer indeholder derfor sprøjtemidler, som egentlig er blevet forbudte i EU. Køber du friske varer som er fremstillet udenfor EU, kan der være endnu færre restriktioner, selvom importen kontrolleres.

Der er nogle bestemte fødevarer, som sprøjtes særligt meget, hvor det giver god mening altid at købe dem økologisk for at undgå at bliver overbelastet med kemikalier. Disse kaldes Dirty Dozen (det beskidte dusin) og inkluderer:

  • Jordbær
  • Spinat
  • Grønkål
  • Nektariner
  • Æbler
  • Vindruer
  • Ferskner
  • Kirsebær
  • Tomater
  • Pærer
  • Bladselleri
  • Kartofler

På den anden side af vægtskålen er femten fødevarer, som selv ved konventionelt landbrug ikke sprøjtes særligt meget, enten fordi de dyrkes i områder der ikke er meget plaget af angreb, eller at afgrøderne er mere modstandsdygtige og derfor ikke behøver den ekstra beskyttelse. Du behøver derfor ikke nødvendigvis at købe dem økologisk. Disse kaldes Clean Fifteen (de femten rene) og inkluderer:

  • Majskolber
  • Avocadoer
  • Ananas
  • Løg
  • Frosne ærter
  • Papaya
  • Asparges
  • Aubergine
  • Honningmelon
  • Broccoli
  • Champignon
  • Kål
  • Kiwifrugt
  • Netmelon
  • Blomkål

Hvis du gerne vil udenom GMO fødevarer, så er det en god idé alligevel at købe majskolber og papaya økologisk, fordi de konventionelt dyrkede ofte er genmodificerede.

Ovenstående undersøgelse er foretaget på det amerikanske marked, så tallene er ikke nødvendigvis ens for det danske marked, men som en tommelfingreregel er det fint at følge den.