Salat med sprød tofu

Tofu. Skal, skal ikke.. Det er et personligt valg, og jeg ved at der er rigtig mange holdninger på dette punkt, fordi tofu er et soyaprodukt og soya deler vandende en hel del. Jeg kan blot invitere dig til at blive klogere på emnet, ved at læse alle de ting som er skrevet om emnet. En god oversigt kan findes på Maria Feldings hjemmeside.

Hvor om alting er, så er soya, og dermed også tofu, tempeh og andre soyaprodukter, en kilde til komplet protein fra planteverdenen. Og dem er der ikke mange af.

Det gode ved komplette proteiner er, at de gør det lettere for os at få dækket vores ernæringsbehov. Stort set alle andre planter er ikke komplette proteiner, så de indeholder ikke alle de essentielle aminosyrer. Hvis man skal have alle aminosyrer fra planter, som ikke er tofu, skal man altså sørge for at blande forskellige typer, for at få dække proteinbehovet. Bælgfrugter med nødder, fuldkorn med svampe osv. Soya er et shortcut for plantespisere. Mindre udregning, mere udbytte. Det kan jeg personligt godt lide.

Så funktionaliteten af soya og soyaprodukter er rigtig god. Det samme kan være svært at sige ærligt om smagen. Det smager ikke rigtig af noget. Der skal gøres noget ved det, før det bliver spændende at spise. Heldigvis er tofu god til at absorbere smag fra andre ting, så man kommer rigtig langt med marinering og krydring. En anden teknik er også at dræne tofuen for så meget væde som muligt, ved at lægge det mellem et par stykker klæde og stille en gryde med lidt vand i ovenpå i et par timer. Det gør konsistensen mere fast og ‘kødagtig’ at tygge i, hvis man ønsker det.

Nedenstående opskrift kan bruges på mange forskellige måder. Den stegte tofu behøver ikke at kommes i en salat, den kan også bruges i en wrap, i wok eller der, hvor du ellers ville bruge fx et stykke kylling.

Salat med sprød tofu

Recipe by dengronnefrikadelleCourse: Aftensmad, Frokost
Servings

4

servings
Prep time

20

minutes
Cooking time

20

minutes

Ingredienser

  • 2 pakke skærefast tofu ca. 400 gr

  • Røget paprika eller sød paprika

  • Fint salt

  • Friskkværnet Peber

  • Fuldkorns hvedemel eller kikærtemel

  • Spidskommen

  • Lidt olie til stegning

  • 2 mini romaine salat / hjertesalat eller det du selv foretrækker

  • 1 agurk

  • 1 lille rødløg

  • 1 pose pinjekerner ca. 40 gr

  • Olivenolie

  • Balsamico eddike

Vejledning

  • Befri tofuen fra pap og plastik. Læg den mellem to stykker klæde og placer en gryde eller pande ovenpå i 10 minutter. I medens gør du krydderiblandingen klar.
  • Kom 6 spsk mel i en skål. Tilsæt en knivspids salt, 2 tsk paprika, to tsk spidskommen og 1 tsk friskkværnet peber. Mængderne her kan varieres eller krydderierne kan udskiftes efter smag og behag.
  • Tag nu den lidt mere tørre tofu og skær den i terner. Store eller små kommer an på, hvad du skal bruge dem til. Når du har skåret terner, kan du tørre dem lidt mere af ved at lægge dem på et viskestykke og løfte i enden af viskestykket, så de triller lidt rundt og bliver duppet af på den måde.
  • Kom stykkerne i et dørslag og kom hurtigt en smule vand over dem, og vend dem så ned i skålen med mel. Vi forsøger ikke at gøre dem mere fugtige, vi skal bare have noget væde på ydersiden til at binde melet og krydderierne med.
  • Vend dem godt rundt i melet, og sørg for at de er godt dækket i blandingen
  • Varm olie i bunden af en pande og steg til de er sprøde og gyldne på alle sider, eller hvis du har en olieforstøver kan du spraye dem og komme dem på en bageplade og i ovnen på 200 grader til de er gyldne. Jeg foretrækker sidstnævnte teknik, da det kræver langt mindre olie og er mindre besværligt.
  • Hak salat, agurk og løg.
  • Steg pinjekernerne på en tør pande ved middel varme til de er gyldne på begge sider. Vær opmærksom, da de hurtigt brænder på.
  • Kom 2 spsk olivenolie med 1 spsk balsamico eddike i et rent syltetøjsglas eller lign. med låg. Skru låget på og stram godt til. Ryst olie og eddike godt sammen.
  • Tid til at samle. Kom salat, agurk og løg i en salatskål/fad og rod det sammen. Tilsæt de sprøde stykker tofu og top med pinjekerner og lidt dressing.