Børn

Plantebaseret kost og børn kan sagtens lade sig gøre, der er blot nogle få ting, man skal være opmærksom på som forældre. Hertil kan vi absolut anbefale, at du læser Maria Felding og Mia Sommers bog ‘Grønne Spirer’, som handler om vegansk ernæring til babyer, børn, gravide og ammende. Nedenstående information er taget derfra.

Inden du springer i med begge ben og begynder at servere dine børn plantebaseret kost, anbefaler vi at du konsulterer sundhedsplejersken eller en klinisk diætist, som kan hjælpe dig med at sikre en optimal dækning af næringsbehovet. Og også gerne at du læser ‘Grønne Spirer’!

Babyers ernæringsbehov

Babyer fra 0-6 måneder bør udelukkende ernæres ved mordermælk eller modermælkserstatning. Modermælkserstatning kan fås plantebaseret, som er lavet på sojaproteinisolater, og som opfylder sundhedsstyrelsens krav til modermælkserstatning. Sojabaseret modermælkserstatning er dog ikke egnet til for tidligt fødte.
Får barnet modermælk, så skal mor være opmærksom på at få dækket sit eget ernæringsbehov grundigt, da modermælken kun kan indeholde de næringsstoffer, som mor indtager. Derfor vil en mor, der fx får for lidt B12 også have en mordermælk med for lidt B12, og barnet vil komme til at mangle.

Desuden anbefales det, at alle babyer, uanset ernæring, får et tilskud med 10µg D-vitamin dagligt.

Fra 6 måneder kan man begynde at introducere overgangskost i form af grød og mos, som suppleres af modermælk så ofte baby har lyst til det. Det er vigtigt at gå igang med overgangskost omkring 6 måneder, da baby’s jernbehov ikke længere kan dækkes af modermælken. Derfor må overgangskosten nødvendigvis også indeholde jernholdige fødevarer, og for plantebaserede babyer betyder det bælgfrugter, nødder og frø i stedet for kød og fisk.

Igen er der nogle tilskud som anbefales, hvis man giver sin baby plantekost, og fra 6-12 måneder er det især B12 vitamin 5µg dagligt, D vitamin 10µg dagligt, Omega-3 DHA (algebaseret) 100 mg dagligt og evt. et mindre jerntilskud. Hvis du er god til at få inkorporeret nødder, frø og bælgfrugter i overgangskosten, så burde de øvrige ernæringsbehov være dækket.

Som tommelfingerregel skal du huske, at babyer og børn ikke har behov for hverken salt, sukker, koffeinholdige drikke eller sojaprodukter/tofu (pga. det høje proteinindhold).

Børns ernæringsbehov

Når barnet bliver lidt større, fra 12 måneder og fremefter, vil behovet for næringsstoffer også stige, så det er vigtigt, at kosten er varieret og smækfyldt med gode næringsstoffer. Dog kan en plantebaseret kost stadig være i underskud af bestemte vitaminer og mineraler, som man med fordel kan give som tilskud.
Her drejer det sig især om D vitamin 10µg dagligt, B12 vitamin 10µ dagligt, Omega-3 DHA (algebaseret) 100 mg dagligt, Calcium 200-300 mg dagligt, Jod 30-50µg dagligt og eventuelt Selen 100µg ugentligt fordelt over to dage og Jern 4 mg dagligt, hvis dit barn er småtspisende eller ikke får så mange bælgfrugter, nødder og frø.

Større børn kan uden problemer spise det samme som de voksne, så længe tilskuddene huskes, og justeres løbende. Se forskellige alderstrins ernæringsbehov på fødevarestyrelsens hjemmeside, eller læs om det i ‘Grønne Spirer’.

Man kan måske få lyst til at spørge sig selv, hvorfor plantebaseret kost er så godt, når det nu mangler både D vitamin, B12, calcium, jod, jern osv., men sandheden er den, at en gennemsnitlig dansk kost faktisk fejler på lige så mange punkter som en plantebaseret, med den forskel, at en dansk kost i visse tilfælde indeholder for meget, i stedet for for lidt. En dansk kost indeholder fx for meget salt, for meget mættet fedt og for meget protein. Og den indeholder stadig for lidt calcium, for lidt jern og for lidt D vitamin. Så uanset dit valg af kost, så skal der suppleres med nogle tilskud for, at du og dine børn får ernæringsbehovet fuldt inddækket.