Peber & Optagelighed

De fleste kender sort peber, som det grålige pulver vi drysser over vores mad, og som står i bøtten ved siden af saltet. Nogle kommer det måske i gryderetter, eller rister hele peberkorn af på panden for at udnytte smagen bedre, men sort peber er meget mere end blot en smagsgiver.
Jeg har taget et hoved-dyk ned i den videnskabelige litteratur og fundet nogle interessante ting, især for dig som spiser plantebaseret.

Peber, og især sort peber, kan nemlig, udover at levere en skarp, varm og krydret smag, give kroppen hjælp til en lang række forskellige funktioner. Den som vi finder særligt interessant, er pebers evne til at øge optageligheden af visse næringsstoffer i tyndtarmen.

Men først skal vi kigge lidt nærmere på peber planten. Det vi herhjemme kender som peber er bær fra en lianplante, Piper Nigrum Linn., der vokser i Sydøstasien og en stor del af verdens produktion af peber foregår i Vietnam og landene omkring Vietnam. Det vi køber i forretningerne som grøn, hvid eller sort peber er alt sammen det samme bær, som er høstet på forskellige tidspunkter i modningsprocessen. Rosa peber, som også kaldes peber, stammer fra en anden plante og er derfor ikke ‘ægte’ peber, og er ikke undersøgt på samme måde som Piper Nigrum Linn.

Sort peber indeholder en masse forskellige aktive stoffer, fytokemikalier, som har en række forskellige effekter på kroppen, men det som særligt er blevet undersøgt, og som har vores interesse, er det aktive stof piperin. Piperin er super interessant, på grund af de mange effekter det har på tarmen og leveren og en masse forskellige næringsstoffer.

Tarmen

I tarmen har piperin den effekt, at det gør cellerne i tarmvæggen mere flydende og derved mere gennemtrængelig for næringsstoffer. Derfor bliver det lettere for kroppen at optage nogle næringsstoffer, som den ellers kan have svært ved. Der foreligger studier omkring øget optagelighed af særligt:

  • Betakaroten (forstadie til A vitamin)
  • Curcumin (antiinflammatorisk stof fra gurkemeje)
  • Coenzym Q10 (vitaminlignende stof som er vigtigt for bl.a. vores muskler)
  • ECGC fra grøn te (antioxidant)
  • Resveratrol (antioxidant).

Som plantespiser er det derfor særligt relevant at huske friskkværnet peber på dine betakarotenholdige fødevarer. På den måde kan du øge optaget og hjælpe din krop med at udnytte kostens næringsstoffer mere effektivt. Og har du problemer med inflammation, så er det endnu vigtigere, at din krop er i stand til at optage alle de essentielle næringsstoffer, som kroppen bruger til at bekæmpe inflammation som for eksempel curcumin fra gurkemeje, som er det krydderi som bruges til at farve karry gult. Derfor bør et tilskud med gurkemeje altid tages sammen med et par peberkorn, hvis det ikke i forvejen er tilsat piperin.

OBS! Da peber gør tarmslimhinden mere gennetrængelig, betyder det også at visse mediciner bliver optaget mere effektivt. Det kan betyde, at koncentrationen af medicinet i blodet forøges, og at der derfor skal bruges mindre, hvilket er godt, men det skal også kontrolleres, fordi du ellers kan ende med lettere overdosering. Derfor er det vigtigt, at du taler med din læge, inden du begynder at tage peber som tilskud regelmæssigt, hvis du tager en af medicinerne, som er listet her.
Og lige netop medicinerne bliver meget relevante at holde øje med, når vi ser på, hvad peber gør ved leverens funktioner.

Leveren

I leveren har piperin nogle meget imponerede effekter på organets evne til at afgifte kroppen. Det er nemlig sådan, at piperin hæmmer, altså nedsætter funktionen af, nogle af de enzymer leveren bruger til at afgifte for eksempel mediciner. Disse enzymer kaldes CYP-enzymer. Og når CYP-enzymerne bliver hæmmet sker afgiftning af visse stoffer langsommere. Det betyder at et stof som for eksempel ibuprofen (smertestillende) ikke kun optages bedre af tarmen ved samtidig indtag af peber, men at det også bliver længere tid i kroppen, fordi piperinet tvinger leveren til at skille det ud langsommere. Dermed kan ibuprofenet virke mere effektivt og i længere tid.
Det er i sig selv glimrende, fordi dit behov for ibuprofen falder, og en mindre dosis kan smertedække. Men samtidig stiger risikoen for overdosering, hvis du fortsætter på samme dosis, som du har været vant til.

Der hvor den øgede effekt af medicinerne kan være gavnlig og problematisk samtidig, er det reelt kun gavnligt for plantestofferne. Du kan ikke i samme grad overdosere betakarotener, antioxidanter og antiinflammatoriske elementer. Derfor er friskkværnet peber på din mad et rigtig godt supplement, hvis du ønsker at få så meget næring ud af den kost du spiser, som muligt.

Mere end en forstærker

Udover at peber har en effekt på optageligheden i tarmen og på hvor længe forskellige stoffer bliver i kroppen, er det lille bær også undersøgt i forbindelse med en lang række andre mulige effekter. Der er således grundlag for at sort peber også virker:

  • Antiinflammatorisk
  • Febernedsættende
  • Kræftforebyggende
  • Antidepressivt
  • Smertestillende
  • Leverbeskyttende
  • Antiastmatisk
  • Blodpropsforebyggende

Men det kan du altsammen læse om i den artikel, som er refereret til ovenover.

Og hvor meget skal man så spise for, at det har en gavnlig effekt? Ja, det er der mange bud på, da doseringerne i de forskellige studier som artiklen henviser til varierer betydeligt. Overordnet anslås det, at en dosis på 5 mg piperin om dagen vil være en god vedligeholdende og forebyggende dosis, men hvis man skal forøge optaget i tarmen betydeligt, skal man op på 15 mg piperin om dagen.
Da sort peber indeholder mellem 5-10 procent piperin svarer det til at dit daglige indtag af peber skal ligge på omkring 0,1-0,3 gram ren sort peber om dagen. Det lyder jo overkommeligt for de fleste. Så derfor, kværn gerne sort peber over din mad hver dag og få den gavnlige effekt af piperinet.