Hvad smager bedst? Hvilke indeholder gode næringsstoffer? Hvilke er der for mange tilsætningsstoffer i? Er der stor forskel, eller kan man bare købe og bruge dem allesammen ens? Det finder vi ud af nu.
Vi har testet og sammenlignet seks forskellige havredrikke. Vi ved godt, at det ikke er udtømmende i forhold til hvor mange produkter, der er i butikkerne, men vi kan altid tilføje flere. I mellemtiden giver vi et overblik over, hvad du skal kigge efter, når du køber havredrik.
Vi har sammenlignet de seks havredrikke på forskellige parametre:
- Pris
- Smag
- Næringsstofindhold
- Tilsætningsstoffer
Havredrik fra det svenske firma Oatly!. Havredrikken kan købes i SuperBrugsen, Kvickly, Dagli’ Brugsen, Fakta og de andre Coop butikker. Prisen ligger omkring 22,95,- for en liter, men den kan findes på tilbud til 18,50,- med mellemrum.
Oatly!s havredrik er lavet på 10% havre. Den er ikke sød, men meget klar i smagen. Den smager enormt meget af havre. Den føles lidt fed i munden, og konsistensen af havredrikken er ret cremet.
Oatly! havredrikken er meget simpel. Den indeholder kun havre, vand og havsalt hvilket betyder, at den ikke tilføjer ret meget andet end smag til din dagligdag.
Havredrikken er økologisk og Oatly! er et meget miljøansvarligt og miljøbevidst firma, hvorfor det kan være en god idé at vælge deres produkter, hvis du bekymre dig meget om klima og miljøbelastning.
Havredrik fra det danske firma Naturli’. Havredrikken kan købes i de fleste supermarkeder og er ofte på tilbud til 10-15,- literen, men koster ellers normalt 19,95,-.
Naturli’s Original havredrik er økologisk og lavet på 12% havre. Den er lidt sødere end Oatly!s havredrik, mindre cremet og lidt tyndere i konsistensen. Den har en behagelig sød havresmag, som ikke bliver for overvældende.
Naturli’ Original havredrik indeholder et par tilsætningsstoffer, nemlig inulin (kostfibre) og solsikkeolie. Det gør kalorieindholdet lidt højere end Oatly!’s havredrik, men det afrunder også smag og konsistens betydeligt.
Naturli’ er ligesom Oatly! et meget miljøbevidst og ansvarligt firma.
Havredrik fra Nettos eget veganermærke Spir. Den koster 12,95,- og kan, klart nok, kun købes i Netto. Spir havredrik er økologisk og lavet på 12% havre. Den er tilsat solsikkeolie og havsalt udover havre og vand. Den smager sødt men ikke så cremet. Den har en meget anderledes havresmag end de andre fem produkter, og så er den desværre ret grynet i konsistensen, som om den ikke er blevet ordentligt filtreret. Derfor vil vi anbefale, at du ikke bruger den til at drikke, men brug den hellere til bagværk og lignende. Det er desværre en ommer, Netto!
Havredrik fra den store finske madkoncern Fazer. Yosa havredrik koster 19,95-, men kan ofte findes på tilbud i Netto til omkring en 10’er. Den er meget cremet og ret sød. Yosa havredrik er ikke økologisk. Den er lavet på 14% havre, hvilket gør den til havredrikken med mest havre, og så er den tilsat rapsolie, calcium, salt, jod, B2 vitamin, B12 vitamin og D2 vitamin. Alt i alt betyder det, at Yosa havredrik kommer til at ligne en komælk, hvis vi kun ser på hvilke næringsstoffer den indeholder. Og det er meget smart tænkt, at lave en havredrik, som ligner komælk på indholdet af vitaminer og mineraler, fordi mange danskere får en stor del af deres kalk og B12 fra mælkeprodukter. Så hvis du skifter mælken ud med Yosa, går du ikke glip af nogle næringsstoffer. Dog er den, som sagt, ikke økologisk, og kalorieindholdet er betydeligt højere i Yosa end de andre produkter.
Milbona havredrik fra Lidl. Den koster 11,95,- for en liter, den er økologisk og så er den lavet på 10% havre.
Den er kun tilsat solsikkeolie og havsalt. Den er meget tynd i konsistensen, en lille smule sød i smagen, dog med en lidt bitter bagkant, og så smager den utroligt klart af havre. Næsten som valsede havregryn dufter. Milbona havredrik og Oatly! havredrik minder om hinanden, med undtagelse af konsistensen. Den ene er et fint substitut for den anden og kalorieindholdet er lavt i dem begge.
Økologisk havredrik fra Naturli’ på plastikflaske. Den kan købes i de fleste velassorterede supermarkeder til omkring 14,95,-. Den minder i smag og konsistens rigtig meget om deres Havredrik Original og det er tydeligt, at det er det samme firma, der står bag. Den er sød, lidt cremet og ikke for tyk i konsistensen. Havredrikken er lavet på 8% havre og er tilsat solsikkeolie, alger lithothamnium calcereum (calcium), havsalt og to stabilisatorer (gellan- og guargummi). Yosa og denne havredrik er de eneste med tilsat calcium, hvilket er et godt tiltag fra producenternes side, da mange danskere får en betydelig mængde kalk fra deres indtag af mælkeprodukter. så hvis du bytter ud med denne eller Yosa, så behøver du ikke tænke på at få kalk fra andre kilder, end du normalt plejer. Denne havredrik er vores personlige favorit baseret på smag og konsistens, og sa kan vi godt lide, at der er tilsat kalk.
Dyrest til billigst
- Oatly!
- Naturli’ Original og Yosa
- Naturli’ på plast
- Spir
- Milbona
Højest til lavest energiindhold
- Yosa 62 Kcal/100 ml
- Naturli’ Original 47 Kcal/100 ml
- Spir 46 Kcal/100 ml
- Oatly! 37 Kcal/100 ml
- Milbona 37 Kcal/100 ml
- Naturli’ på plast 34 Kcal/100 ml
Flest til færrest indholdsstoffer
- Yosa
- Naturli’ på plast
- Naturli’ Original
- Spir og Milbona
- Oatly!
Kast dig ud i det og find ud af hvad du bedst kan lide. Det kan også være at du bedre kan lide mandel-, soya-, ris- eller kokosdrik. Måske er du ligesom os, og nyder rigtig meget havredrik i kaffe, men synes at mandeldrik er bedst til at lave pandekager med osv.
Hvis du har mere lyst til at prøve at lave din egen havredrik, så er det super nemt og du undgår uønskede tilsætningsstoffer. Dog er holdbarheden rimelig kort, så lav det efter behov.
Der skal ca. 100gr havre til 1 liter vand, plus en tsk. olie eller solsikkelecitin, for at undgå at det skiller. Blend det sammen og si det gennem et osteklæde. Vupti!