Den danske frokostkultur er enormt præget af rugbrød og rundtenommer. Det er hurtigt, det er nemt, det smager godt, og det mætter. Og så længe du er opmærksom på om indholdet af rugbrødet er helt plantebaseret, er der ingen problemer i det (Gå udenom brød med æggepulver, skummetmælkspulver osv.).
Det kan imidlertid være en udfordring at finde gode plantealternativer til det kødbaserede pålæg man er vant til at spise. Så her kommer nogle simple og virkeligt velsmagende alternativer, som også går godt i madpakken.
Hummus
Basisopskrift
2 dåser kikærter
2 fed hvidløg
2 spsk tahin (neutral, ikke tilsat salt)
1/2 dl olivenolie
Saft af 1 citron
Smid alle ingredienser, undtagen citronsaft, i en kraftig blender eller foodprocesser og kør det sammen til en blød masse. Smag til med citronsaft og måske lidt mere tahin og juster konsistensen med lidt vand.
Hummus kan varieres i alle mulige retninger med krydderier og andre grøntsager. Smag fx til med krydderier som karry, røget paprika, spidskommen, nigellafrø, peber, chili, ras el hanout eller garam masala. Eller kør din hummus sammen med fx avocado, artiskokhjerter, oliven, stegt rød peber, sorte bønner, stegt aubergine eller soltørrede tomater. Prøv dig frem og se hvilken kombination du synes er god.
Hvis du godt kan lide en ekstra fin og glat hummus, så er det en god ide at fjerne skallerne fra kikærterne før de blendes. Det er besværligt og tager længere tid, men resultatet bliver også en meget mere lækker konsistens.
Avocado
Avocado er et super godt alternativ til smør på brødet. En kvart eller halv avocado pr. skive brød er rigeligt. Og top godt op med andre grøntsager som fx tomat, agurk, løg, peberfrugt, radise, asparges, bladselleri, bladgrønt som spinat, bok choy eller endive, og slut af med friske urter som koriander, persille, dild, eller rucola.
Hvis du synes avocado hurtigt bliver en meget fed oplevelse, kan det være en god idé at mose den med lidt citronsaft, før du smører den på brødet.
Nøddesmør og Tahin
Det er let tilgængeligt i de fleste supermarkeder i dag, og i de større velassorterede supermarkeder findes som regel også smør af mange forskellige typer nødder og ikke kun jordnødder. Tahin hører til i samme familie, men er lavet på sesamfrø. Du skal være opmærksom på at købe de produkter, som ikke er tilsat salt, eller hvor indholdet af salt er meget begrænset. Top en mad med frisk frugt. Banan, æble eller jordbær er særligt lækkert. Topping afhjælper også den klistrende fornemmelse nøddesmør kan have.
Hvis udvalget af nøddesmør ikke er tilfredsstillende, så kan du også nemt lave det selv, hvis du har en god foodprocessor. De fleste nødder skal ristes i ovnen ved 180 grader i 10 minutter og kan derefter køres på maskinen, til de bliver til smør. Men find gerne en opskrift på nettet du kan følge.
Pesto
Pesto kan bruges til mange ting i køkkenet. Men det fungerer også rigtig godt som pålæg. Når vi laver det plantebaseret, så er der selvfølgelig ikke ost i, så her kommer en basisopskrift, du selv kan justere og ændre, så den bliver lige tilpas for dig.
1 stort bundt basilikum (stor potte)
30gr ristede pinjekerner
50gr ristede solsikkekerner
2 spsk gærflager
3 spsk olivenolie
vand til at justere konsistensen
Rist pinjekerner og solsikkekerner i ovnen i 10 minutter på 180 grader, gerne med en omrøring halvvejs. Kør alle ingredienser på en blender eller foodprocessor til det har samlet sig. Når pestoen skal bruges til pålæg kan det være en god ide, at lave den lidt tykkere end du normalt ville til en pastaret o.lign. Så hold lidt igen med vandet. Top op på samme måde som et avocado rundtenom.
Bønnepostej og Nøddepaté
Bønnepostej og nøddepate er en super god måde at få proteiner og gode fedtstoffer samt en masse skønne mineraler på brødet. Du kan købe mange forskellige varianter i supermarkederne, eller du kan forsøge dig med at lave det selv. Vores erfaring er, at det er rimeligt ligetil at lave bønnepostej, så start med det. Der findes enormt mange forskellige opskrifter på nettet og i kogebøger på bønnepostejer. Find en der lyder tiltalende for dig.